17. januar 2015

John udarbejdede ”en grund” til vores modelhus som han har bygget i målforholdet 1:50. For nu tænker vi at vi på den måde, bedre kan visualisere hvordan haven skal indrettes.

Vi har følgende krav til haven:

*  Der skal være plads til vikingebad

*  Fifi og den nye hundehvalp, skal have et græsareal de kan tisse på

*  Haven skal være så let at holde som muligt

*  Der skal være nogle gode terrasser, med vedligeholdelsesfri belægning

*  Der skal være en lille tørreplads til store stykker tøj

*  Vi vil have så mange planter som muligt, som IKKE løvfælder

*  Vi skal have mulighed for at sætte hegn op om haven, så vores hunde ikke løber væk.

*  Der skal være plads til vores campingvogn på grunden.

Tja – bum – bum. Det er mange ønsker til en meget lille grund 🙂

16. januar 2015

Så blev kablerne lagt i jorden. Foreløbig er der lagt 2 x 50 mm. tomrør, antennekabel og el kabel. Vejen op til grunden er også blevet rimelig fedtet. Det var et fint stykke arbejde at se, efterhånden som gravemaskinen rettede af og dækkede til.

DSCN2258 DSCN2262 DSCN2267 DSCN2273 DSCN2278 DSCN2289

Fredag fik vi også købt ind til gulvene de gulve i huset, som vi vil bruge laminat på. Det var oprindelig meningen at vi ville lægge linoleum på gulvene. Men da vi har i tankerne at købe en lille hundehvalp som selskab til vores Golden Retriever Fifi og den måske løber rundt og ”kratter” gulvene op, vil vi derfor købe det billigste laminatgulv og vente et par år med et linoliumgulv. At vi også vil vente, skyldes også at vi ønsker at få et gulv med lidt mønster i. Nu får vi mulighed for at gå og kigge lidt på, hvordan det kan kombineres, når vi først er flyttet ind.

15. januar 2015

Torsdag var det regnvejr som sædvanlig. Men der blev alligevel arbejdet godt igennem på grunden.

Der blev lagt fundablokke oven på betonen. Der er lagt godt med armeringsstænger i fundamentet. Der ligger 2 i bunden og 2 stk. i toppen. Så det skal nok holde.

DSCN2245 DSCN2249

John fik hentet antennekablerne. Hele vejen fra Risingområdet og til Bolbro, gik John med 90 meters tykt antennekabel og en cykel, i silende regnvejr. Det blev til nogle kilometer og et efterfølgende varmt bad.

I dag var det også den dag, hvor vi modtog den reviderede tidsplan fra Runøe og Teil. Dét var godt nok en overraskelse. Vi havde fortalt at det er meget nødvendigt at John har mulighed for at bygge indendørs fra 1. april, for at kunne udnytte sin påskeferie i huset. Det ville de arbejde hen på, kunne lade sig gøre. Derfor stod der indføjet i vores aftalegrundlag, at de var færdige med det hele i starten af juni, da de godt kan arbejde med beklædninger mm. selvom John arbejder inde i huset.

Den store overraskelse bestod i, at de havde sat så mange medarbejdere på sagen, at de nu havde til hensigt at være færdige allerede d. 16. april (for i øvrigt på vores 28 års bryllupsdag). Det var helt fantastisk. Det havde ikke været nødvendigt at fremrykke afleveringstidspunktet, da vi havde aftalt at overdragelsen skulle finde sted i starten af juni. Så det var flot.

14. januar 2015

Da vi kom på byggepladsen, kunne vi godt se at der var meget mudder. Vi kunne se at håndværkerne var i fuld gang med at opmure sokkel som består af fundablokke. Håndværkerne har fortalt at de er ”god med, hvad tidsplanen angår”. Hvis alt går som de håber, er de færdige med deres arbejde i midten af næste uge.

DSCN2228 DSCN2230 DSCN2239 DSCN2242

Mureren ringede for at forhøre sig, om de må klippe armeringen over, ved dørene, da blokkene dér er massive.

Jeg kontaktede antennefirmaet for at fortælle om vores situation med de manglende 10 meter ledning. Vi aftalte at vi kom og hentede et kabel på 90 meter. SÅ skulle det da være nok 😉

Senere ville John hente kablet efter arbejde. Så han cyklede til foreningen igen med 75 meter kraftigt antennekabel over skulderen. Det gik ok. Værre var det da han havde hentet de 90 meter. Han gik hele vejen hjem fra i 9 km. Gående med en cykel og 90 meter antennekabel over skulderen. I et p……. regnvejr. Et varmt bad bagefter gjorde underværker 😉

13. januar 2015

Vi kom på pladsen da kl. var ca. 9:30. – Hold da op, hvor der var gang i arbejdet. De sidste finjusteringer af tegningerne til kloak/fundament blev foretaget. Det var f.eks. præcisering af at vores omfangsdræn bliver droppet, da vi efter afrømningen kunne se, at grunden er veldrænet. Der ligger ikke nogle pytter på grunden, selvom det har regnet utroligt meget i de seneste uger.

Der var forskellige justeringer af ændringer af placering af målere.

En medarbejder havde siden kl. 4:30 til morges været i gang med at grave render til fundamenter. Det skyldes at det eneste tidspunkt de kunne få leveret beton til, var kl. 11, så de skulle i gang meget tidligt for at kunne nå det.

10:45 kom betonblanderen. Det var en ordentlig ”moppedreng” der skulle ind af den meget smalle indkørsel vi har til grunden. Men det gik lige. Til gengæld blev der på pladsen travlhed med at køre ud med beton fra betonblanderen. Det skyldes at vores grund er så lille, at den ikke kan vende på grunden.

Så kom betonblanderen med al betonen.
Så kom betonblanderen med al betonen.

Der blev i dag aftalt at der bliver anlagt en separat spuleføring fra samlebrønden til køkkenvasken.

Elektrikeren kom på pladsen. Vi talte med ham om, hvor indføringen af strøm skulle placeres i fundamentet. Vi blev også spurgt om vi ønsker en hvid eller lysegråt elskab. Så der er mange ting vi skal tage stilling til. Derfor er vi superglade for at det alle sammen er så entusiastiske og faglig dygtige.

Tirsdag var dog også den dag, hvor vi glade og fro, sendte en mail ud, hvor vi fortalte at vi ville hente antennekabel. Vi havde regnet lidt ekstra (troede vi) og aftalte med Glentevejen, at vi ville hente 75 meter antennekabel. Da vi glade tog fra antennefirmaet, ringede elektrikeren og spurgte om ”vi havde hentet kablet”. Dér anede vi uråd. Og med god grund…. Han havde lige været på grunden, og fortalte os, at de skulle bruge 85 meter. Øv – heldigvis var det vores egen skyld.

Da vi talte med Dennis som har kloakfirmaet, fortalte han at en af medarbejderne var på vej ud at hente nogle fundablokke i deres egen bil, da de er blevet så meget foran, at de står og mangler materiale. De får nemlig først de andre fundablokke i morgen.

Ved 16:30 tiden skulle vores søn Valdemar og vi over på grunden og fotografere. Vi blev meget overraskede over, at der var så mange folk på byggepladsen. Der blev godt nok arbejdet godt igennem 😉

Valdemar og jeg var ovre for at kigge. Vi troede at arbejderne var taget hjem. Men de arbejdede endnu :-)
Valdemar og jeg var ovre for at kigge. Vi troede at arbejderne var taget hjem. Men de arbejdede endnu 🙂

Der var kommet beton til alle rand- og stribefundamenterne. Det betød at der skulle arbejdes igennem, da alle de galvaniserede gevindstænker der skal forankre huset til fundamenterne, skal anbringes før betonen størkner og hærder.

DSCN2183 DSCN2192 DSCN2196 DSCN2208 DSCN2214 DSCN2211

10. januar 2015

I dag har vi været på Energi fyn for at tale med dem om, hvilke tomrør de har behov for i forbindelse med en mulig fremtidig lægning af fiber til byggegrunden. Det var et overraskende lille diameter på ¾ cm. (ikke engang i tommer). Vi fandt ud af, at såfremt behovet for fiber opstår og bliver muligt, kan det lægges i de 2 x 50 mm. tomrør som elektrikeren lægger.

Vi hentede nogle udsparingsrør til fjernvarmen hos Fjernvarme fyn. Udsparingsrørene til el, kommer elektrikeren selv med.

Efterfølgende tog vi hen til Glentevejens Antenneforening for at blive tilmeldt. De er utrolig gode til at orientere om, hvordan vi griber sagen an. De sørgede for at klippe antennekabel af til os. De studsede noget, da vi fortalte at vi skulle bruge 75 meter. Men vi fik det uden problemer. Lige da vi tog afsted derfra, kontaktede elektrikeren os, og fortalte at vi skulle bede om 85 meter for at der var nok – hmmm, der havde vi vist lige været hurtige nok. Det var ikke elektriken som havde nogen andel i det. Men til gengæld var han så rar, at da han hørte at vi var på vej hen til byggepladsen, ville han køre tilbage og vi kunne snakke om hvordan problemet kunne løses.

På byggepladsen, var landmåleren begyndt at lave fundamentsafsætning med galjer. Mange andre arbejdede også på byggegrunden. Der var nogle som fordelte den sidste på sandpuden.

DSCN2082 DSCN2085 DSCN2102 DSCN2124 DSCN2138 DSCN2143

9. januar 2015

Øv et massivt og voldsomt regnvejr og stormen ”Dagmar” er på vej. Det er også rigtig mørkt i vejret. Men vi vil senere hen og kigge på grunden. John er i gang med at rette på nogle af vores hustegninger.

Jeg har lige haft kontakt med Glentevejens antennelaug. Vi skal på mandag hen på kontoret og tilmelde os, samt hente kabler. Vi ser ikke ret meget TV, men vi bruger meget Internet. Det kan godt betale sig for os, at have den lille TV pakke på Glentevejen samt deres Internet.

Vi skal senere i dag hen og se på nogle udendørs lamper. Både til dem omkring huset, men også til dem der skal være i indkørslen, da elektrikeren fortalte at han gerne ville have at vi fandt ud af hvilke lamper der skulle være. Men det skyldes at der skal lægges kabler klar i god tid.

Fredagen brugte vi også på, at få kigget på, hvilke Velux vinduer med tilbehør det skulle være.

Men selvom vi havde travlt med det andet, stod arbejdet på byggepladsen ikke stille:

DSCN2051 DSCN2053 DSCN2055

8. januar 2015

Vi er på grunden og kan se, at det er den skønneste veldrænede jord vi har på grunden. De kraftige regnperioder, har ikke givet problemer på grunden. Selv vores adgangsvej, hvor der har kørt gummigeder og store tunge lastbiler, har ikke haft behov for køreplader. Adgangsvejen var superfin.

Da vi kommer ind på grunden, observerer vi at det der er gravet ud er meget veldrænet. Den medarbejder der kører gummiged, fortæller at vores jord er meget fin og tør. Det er vi rigtig glade for at høre. Netop fordi at de senere år, har vi haft så massivt regnvejr ind imellem. Så er det rart at jorden også kan tage imod alt regnvandet.

I dag har det gravet det sidste ud, og lagt sandpude, der hvor husket skal ligge. Der sker ikke så meget mere i dag på selve grunden.

Valdemar og John inspicerer byggeriet
Valdemar og John inspicerer byggeriet
Det var resterne fra det lille kælderrum der var på grunden.
Det var resterne fra det lille kælderrum der var på grunden.
Sandpuden er ved at blive udlagt
Sandpuden er ved at blive udlagt

7. januar 2015

Vi startede med et byggemøde, hvor alle entrepriser deltog. Håndværkerne havde i forvejen sat hinanden i stævne på byggepladsen, for at de sammen planlagde det der skulle ske. Derefter blev byggemødet afholdt hos os. Der var Dennis (kloakmester), Martin (VVS), Elektrikere Peter Møller-Bertram og Jens Riis. Vi fik alle hilst på hinanden, og fik talt om de punkter der skulle arbejdes med i de kommende 2 uger.

Vi blev lidt overraskede over da elektrikeren spurgte om hvilken fællesantenne vi ønsker at være medlem af. Det havde vi slet ikke tænkt over, da vi aldrig har været tilsluttet det, hvor vi har boet de sidste 14 år. Vi aftalte at jeg ville undersøge det nærmere. Elektrikeren fortalte at det vil være det letteste at vi taler med antenneforeningen om at få lov til at hente/købe noget kabel, som kan blive nedlagt i de opgravede render med det samme. Også uanset at vi måske ikke ønsker at blive tilsluttet med det samme. Hold op, hvor er det dejligt at man får sådanne nogle gode råd. Dem havde vi ikke fundet på selv.

Blandt andet spurgte de, om der kom en geotekniker for at checke jorden på grunden. Det var vi ikke klar over der skulle gøres. Så lige efter mødet, fik vi kontakt med det firma som i forvejen havde undersøgt vores jordforhold. Da de skulle komme samme dag, skulle det være en hasteordre. (De duer jo ikke, hvis han kom dagen efter for at chekce kvaliteten af grunden, og de havde udlagt sandpde). Det kostede ca. 4000 kroner. Men til gengæld, var de hurtige og på den måde ved vi, hvor ansvaret ligger, i forhold til at sikre os bedsts muligt. Vi betalte en ingeniør for at køre fra Vejle og hertil- og retur, samt for at inspicere grunden.

Herunder et par billeder som viser hvor hurtigt det går. På det nederste venstre billede, kan vi se at der lå et temmelig stort fundament. Det er der ingen der kendte til. Vi tænkte, at det nok er en lille kælder der har ligget på grunden, som for mange år siden har været et lille træskoværksted.

DSCN1999  DSCN2003 DSCN2005

6. januar 2015

På en dag, hvor vi har 5 grader og med fugtighed i vejret, er vi her kl. 8 på vej over for at John kan foretage det første spadestik.

DSCN1963

Da vi kommer over på grunden, er der allerede 2 personer på pladsen. Den ene er Hans Pedersen. Det er dét firma, som skal grave de øverste 70 cm. af. Den anden er Dennis, vores kloakmester. De venter på Gravemaskinen, og i ventetiden, får vi talt om, hvor de skal lægge det affald som de finder, under jorden. Det skyldes at hvis man afleverer jord til jordflytning, må der ikke være affald i. Resultatet er at det er mange gange dyrere at komme af med et tons jord, hvis der f.eks. ligger murbrokker eller fundamentsrester i.

DSCN1959
Da vi kom på pladsen da klokken var var der allerede folk på pladsen 🙂

 

Det er stadig mørkt på grunden. Men ved hjælp af kunstigt lys, kan de begynde at måle op. Da klokken er 8:20, er det rimeligt lyst. De får målt og trukket snore mellem pælene.

DSCN1989
Al tegningsmaterialet ligger godt beskyttet.

 

Vi får talt med medarbejderen fra Hans Pedersen og fortæller, at vi har lagt det komplette tegningsmateriale på et bestemt sted i en stor klar affaldspose. Så kan alle de de medarbejdere kigge på materialet, såfremt der er noget de bliver i tvivl om. Da de er i gang med opmålingen, går vi hjemad.

 

 

 

 

Omkring middagstid, går vi igen over på grunden og kigger og fotograferer. Hold op, hvor er det bare gået stærkt. Allerede nu er der gravet en del ud. Vi kan se, at der bliver lagt lidt murbrokker og gl. byggeaffald på den angivne plads. Det ligger og venter på, at John skal i gang med at flytte det. John vil gerne hele tiden sørge for, at pladsen er så ryddelig som muligt. Men det bliver lidt besværliggjort af, at vi ikke synes det er en god ide at arbejde på grunden samtidig med at entreprenørerne arbejder med deres store gummigeder.

DSCN1972

Når de tager hjem, er det ved at være mørkt. Men supergodt at vi har et par sønner som er søde til at hjælpe til. Vores yngste søn Valdemar har været med ovre på grunden og hjælpe til flere gange allerede med at rydde grunden. Han kommer i sving igen i eftermiddag.

5. januar 2015

Så kom dagen, hvor vi ville tale med Kommunen vedr. sammenlægning af prøvefelter. Vi fik kontakt med en medarbejder. Vi fortalte at vi var lidt pressede, og var meget afhængig af at hun havde mulighed for at hjælpe os.

Hun var rigtig sød. Hun henviste os til et kontor og vi sad sammen og kiggede på prøveresultaterne. Hun kunne godt se, at det kunne lade sig gøre at lægge flere prøvefelter sammen, så gennemsnittet ville ligge under grænseværdierne. Vi bad hende om, at skrive det i “jordweb” som er platformen for kontakt med miljømyndighederne.

Vi skyndte os at ringe til Runøe og Teil, vedr. resultaterne. Runøe og Teils kloakmester, skulle dog indskrive anmodningen om sammenlægning af prøvefelterne i jordweb. Så skulle den søde medarbejder fra Kommunen nok underskrive aftalen inden hun gik hjem den dag, så kloakmesteren kunne begynde at få gravet af næste morgen.

Vi var om aftenen trætte, men meget lettede.

2. januar 2015

Besøg på Odense Miljøstation Nord

Vi tog ud til Miljøstation Nord, for at tale med en medarbejder vedr. resultatet af vores miljøundersøgelse og om, hvordan det hele hænger sammen.

Det var en utrolig behagelig medarbejder vi talte med. Han virkede som om at han havde en rigtig god faglig baggrund, og var supergod til at svare på alle vores spørgsmål.

Vi spurgte ham om der ikke er mulighed for, at der var nogle tolerancer vedr. vores prøveresultater, da der var mange af vores resultater der lå så tæt ved klassificeringen “ren jord”.

Han fortalte at han godt kunne se, at vores værdier lå meget tæt ved ren jord. Men han fortalte at han ikke selv måtte give os lov til at lægge prøvefelter sammen. Han anbefalede os at tale med Kommunen vedr. en mulig sammenlægning af prøvefelterne.

Vi skyndte os at tage til kommunen med det samme. Der var lukket. Så vi måtte tage hjem med uforrettet sag. Vi kontaktede Runøe og Teil, og de fik med deres samarbejdspartnere, aftalt at de giver os mandag d. 5. januar til at få talt med kommunen og at de derfor udsætter første spadestik til 6. januar.

29. december 2014

Miljøundersøgelse

Vi modtog en miljøundersøgelse via mail. Der have geoteknikeren været ude og foretage en miljøundersøgelse af vores byggegrund. Det har han gjort d. 19. december.

Han har opdelt vores grund i 10 felter. 8 af felterne var områdeklassificeret og 2 af felterne var ren jord, men mange af felterne var kun lige over grænseværdierne. Som hovedregel skal man regne med at al byjord kan være er områdeklassificeret indtil en undersøgelse har påvist det modsatte.

Vi kunne på målingerne se at det var meget lidt overskredet i lyset af, at det koster ca. 175 kr. + moms, hvorimod det kun koster 13 kr. + moms hvis jorden er ren. Da der er tale om ca. 252 tons jord der skulle flyttes, mente vi godt det kunne betale sig at undersøge sagen nærmere.

19. december 2014

Byggemøde d. 19. december 2014

Vi afholdt byggemøde pga. at vi gerne ville have vores aftalegrundlag i orden inden jul. Det skyldes også, at første spadestik bliver planlagt til første dag efter juleferien.

Aftalegrundlaget blev gennemgået, kommenteret og underskrevet. Pyha, nu kan vi gå på juleferie med ro i sjælen.

15. december 2014

Byggemøde d. 15. december 2014

Vi holdt byggemøde med Runøe og Teil. Vi fik præciseret nogle ting som vi ønsker skal være angivet i de endelig tilbud.

Vi talte om, hvordan man kan undgå for mange samlinger i facaden, om hvem der skal montere skinnerne til solcellerne (det kan nemlig både gøres af elektriker og tømrere).

Runøe og Teil ville gerne have en detailtegning af knudepunktsløsning vedr. forankring af spærene. Runøe og Teil ville skaffe en aflåselig container, som skal bruges i anledning af byggeriet. Det er vigtigt at de opfylder kravene til låsesystemet, for at vores entrepriseforsikring dækker.

Vi fik aftalt  at elektrikeren sørger for tomrør som kan lægges i jorden ved de andre forsyningskabler. Disse tomrør er i størrelsen 2 stk. 50 mm. tomrør. Disse rør, skal anvendes i fremtiden, såfremt vi senere få mulighed for at få fibernet eller andre ting der skal bruges kabler til. Kablerne rækker ind i vores teknikskab.

Vi talte om en tidsplan. Vi ønskede at tømrerne kunne planlægge deres arbejde, således at John kunne gå i gang med den indvendige aptering (indretning) allerede fra 1. april. For da han har påskeferie på det tidspunkt, vil han rigtig gerne i gang, når han har ferie. Til gengæld ville det være i orden for os, at de bruger den tid udvendig som de mener at de har behov for.

Vi har aftalt at første spadestik bliver mandag d. 5. januar 2015

Vi aftalte med Runøe og Teil, at de skaffer en landmåler som måler grunden op med det samme. Så er vi sikre på, at huset ikke skal flyttes senere 😉

Vi aftalte også hvordan betalingen skal foregå.

Det var meningen at vi ville gennemgå aftalegrundlaget AB Forbruger. Men det punkt på dagsordenen, måtte vi skubbe til næste byggemøde. Til gengæld har vi planlagt at det bliver om 4 dage. Så kan vi alle gå julen i møde, vidende at alle aftaler er aftalt.

3. december 2014

Besøg af elektrikeren

Uh, hvor har vi glædet os til i dag. Jens Riis fra act@innovation.dk var på besøg for at vise os, hvordan vi kan få optimal udnyttelse af IHC systemet som de skal komme og installere.

Han fortalte at med en sådan anlæg, kan man hurtigt omprogrammere hvilke lysafbrydere, der skal tænde/slukke hvilke lampesteder. Korrespondanceafbrydere bliver derved overflødige. Vi vælger at tage skridtet videre og vil også gerne kunne styre lyset (tænd/sluk og lysdæmpning) i huset med vores tablet og smartphones. Det er rart at man ved lysdæmpning kan dæmpe lyset trinvist fra 0-100%.

Vi var MEGET positivt overrasket over besøget. Han viste os på bedste vis, hvordan sådan noget fungerer i praksis. Han havde taget sin egen tablet med, hvor han viste hvordan han bruger sit system. Hold op, hvor var det smart 🙂

Det viste sig, at den måde som vi havde planlagt strømmen på, slet ikke brugte IHC funktionerne godt nok. Det fik vi ved hans besøg rettet til. Jeg sad lidt uroligt, for det måtte da komme til at koste en hel “verdenskrig” ekstra. Men det gjorde det faktisk ikke! For ved gennemgangen, kunne Jens se, at der var mange af vores afbrydere i form af korrespondancekontakter som vi ikke skulle bruge, da vi i stedet for kunne få programmeret vores system ude i en boks i teknikrummet. På den måde hjalp han os til at få mest muligt for pengene.

Han fortalte også at vi kan få overvågningskamera som en integreret del af IHC.

Det var et besøg som ved hjælp af elektrikerens indsats, betød det hele til forskel. Det er sådan nogle tiltag der for os betyder at det er meget tydeligt, at det er en håndværker der virkelig brænder for sit arbejde 🙂

Når vores ventilation bliver tegnet, beregnet og beskrevet, er det også meningen at vi vil købe en motor til ventilatoren som kan styres vha. IHC. Vi har også planer om at købe et aggregat til ventilationen som både kan fungere som ventilation, men også kan anvendes til luft til varmepumpe. Den kan således også styres via vores smartphone og tablets.

Man er vel en teknik nørd 😉

30. november 2014

YES!!!! Nu er tegningsarbejdet færdigt. Vi ved godt at der løbende vil komme redigeringer og præciseringer der skal rettes til på tegningerne. Men skønt at udbudsmaterialet nu kunne sendes til Runøe og Teil. Så må tegningerne, blive rettet til efterhånden som behovet opstår.

Nu må vi bare vente spændt på, hvordan det endelige tilbud kommer til at se ud. Der er trods alt nået at blive temmelig mange ændringer i de nye detaljetegninger og beskrivelser, i forhold til det prisoverslag vi før har modtaget.

Men nu kan vi gå videre til nogle af de andre opgaver der ligger og venter 🙂

25. november 2014

Tilbud fra elektrikeren.

I dag modtog vi et tilbud fra elektrikerfirmaet act@innovation.dk i Otterup. Prisen så meget fin ud.

Vi synes det så lovende ud, og eftersom de også lød både meget kompetente og venlige i telefonen, var det ikke svært at få ringet til dem.

Vi kontaktede dem. Inden vi fik fortalt at vi gerne ville bruge dem, fortalte den elektriker vi talte med, at uanset hvem af de 2 firmaer vi vælger (han vidste godt at vi havde fået et andet tilbud også), ville han gerne have lov til at komme og vise os hvordan vi kan udnytte vores ønske om IHC så godt som muligt. Han fortalte at systemet er så godt, og han kunne se at den måde vi havde grebet det an på, ikke var den optimale. Han mente ikke at vi fik udnyttet funktionerne godt nok. Så han ville tilbyde os et besøg. Han gjorde meget ud af at fortælle, at selvom vi måske ville vælge den anden elektriker, ville han alligevel gerne vise os det.

Vi fortalte ham dog senere i samme samtale, at det er meningen at det er dem som får opgaven.

Vi glæder os til han kommer og viser os hvordan vi kan bruge det bedst muligt. Vi kender nemlig ikke ret meget til området.

21. november 2014

Den geotekniske rapport i hænde

I dag modtog vi en mail, med den geotekniske rapport Modtog den geotekniske rapport – Vi var meget spændt på resultatet. Selvom jeg havde talt med ham på byggepladsen, havde jeg jo endnu ikke draget nogle konklusioner.

Rapporten fortæller, at i vores tilfælde, skal der fjernes 70 cm. af jordoverfladen, før de må begynde at gøre klar til at bygge. Den giver også mange andre anvisninger. Det overraskede os, at der skulle fjernes så meget jord. Vi havde forventet ca. ½ meter. Men fint, at det blev undersøgt.

19. november 2014

Geoteknisk rapport

Vi havde bestilt boregruppen til at komme og undersøge jordens bæreevne. Det var Franck Geoteknik der udførte undersøgelsen. I dag, kom der en stor kran med nogle meget store bor. Der kom en fagmand og undersøgte vores grund. Han skulle undersøge jordens bæreevne, således han kunne fortælle om jorden er bæredygtig nok at at vi kan bygge et hus på grunden.

Han undersøger også, hvor meget at jorden skal afrømmes. Han kom hen med en rigtig stor entreprenørfirma med et stort bor og borede 3 steder for at tage jordprøver.

Jeg var på pladsen da han foretog jordprøverne. Jeg havde godt nok mange sommerfugle i maven. Jeg spurgte ham, hvordan hans faglige øjne så på det som han fik boret op. Han fortalte at det jo ikke var undersøgt endnu, men at det ikke så “helt tosset ud”. Py-ha. Det var dejligt at få at vide.

DSCN1906
Her kan vi se det store bor som geoteknikeren bruger, når han skal hente jordprøver op.
DSCN1912
Her er et billede af kranvognen med jordboringsgrejet
DSCN1919
Her er geoteknikeren igang med jordboringerne

 

11. november 2014

Jubii – nu kom vores byggetilladelse 🙂

Hold da op – sikken en glædelig overraskelse:

Vi modtog vores byggetilladelse med mail her til formiddag. Det er vildt. Når man fratrækker weekends, er der kun gået 9 arbejdsdage med at få den behandlet og godkendt. Vi synes det var imponerende at det kan lade sig gøre. Det betød jo pludselig at det nu er John som alle venter på. Vi ved hvem der skal bygge, og vi har fået et overslag. Men for at alle entrepriserne (kloak/murer, VVS samt tømrere) kan give et fast tilbud, er de nødt til at have en masse detaljetegninger fra John.

DSCN1900
Den friske byggetilladelse, skulle naturligvis fejres.

 

Men hold da op, hvor fik vi travlt. John havde fået stillet i udsigt at det godt kunne tage 6-8 uger at få en byggetilladelse godkendt. Så han havde regnet med at der var tid nok. Men pludselig var det John som alle håndværkerne ventede på. De ville jo rigtig gerne “i jorden”, da vejret i øjeblikket er fint. Så John satte sig som mål at være færdig med alle detaljetegningerne inden 1. december. Vi lagde en strategi: Vi fortsatte med at ALT hvad der ikke vedrører tegningsarbejdet, sørger jeg for. Så kunne John fortsætte sit arbejde med alle de detailtegninger han skulle tegne, beregne og beskrive.

Vi kunne slet ikke forstå, at det var gået så hurtigt. Men hvor var det bare skønt.:-)

Det betød, at på alle Johns fridage, tegnede han detailtegninger fra kl. 8 om morgenen og til over midnat. De dage han var på arbejde, tog han sig lige ½ times middagslur, inden han gik i gang med at tegne – igen lige til midnat. John havde sat som mål at han ville være færdig med tegningerne inden 1. december.

9. november 2014

Jeg er gået i gang med at brainstorme til et aftalegrundlag som skal danne basis for det samarbejde vi skal have med vores håndværkere. Jeg tænker at jeg når at blive færdig med oplægget i dag inden jeg skal på arbejde. Det er et arbejde som vil foregå indtil vi holder vores byggemøde, hvor vi netop får sådanne ting på plads.

Det næste var, at vi ikke har prøvet at bygge hus før. Vi kender derfor ikke til noget omkring aftalegrundlag, andet end det er noget som er vigtigt. Da vi har valgt at være vores egne rådgivere, er det jo netop sådanne ting som aftaler, at vi skal være meget skarpe på.

Det skyldes også, at jo bedre at vi sammen med håndværkerne, definerer byggeriets ansvarsområder og opgavedelinger samt betaling, des bedre står begge parter i forhold til hvis der er tvivlsspørgsmål.

Jeg er godt nok uddannet som Teknisk Designer indenfor byggeri. Men det omhandler ikke aftalegrundlag. Jeg fandt artikler om aftalegrundlaget AB Forbruger. Det tænkte jeg, dækkede helt godt over de forskellige ting i byggeriet. Vi spurgte Runøe og Teil, og de fortalte at det ofte var AB Forbruger der blev anvendt, fordi den er så konkret og håndgribelig.

Jeg læste den igennem mange gange. Det var vigtigt at jeg satte mig godt ind i det. John sad primært og tegnede hele tiden, da han havde rigtig mange detailtegninger der skulle være færdige. Det var derfor mig som primært satte mig grundigt ind i AB Forbruger, og han fulgte derfor kun med på sidelinjen.

Jeg synes at AB Forbruger, er en supergod måde at udarbejdet et aftalegrundlag på. Det skyldes at jeg ikke ser aftalen som ensidig god enten for bygherren eller håndværkeren. Jeg ser aftalen som en god aftale som tilgodeser begge parter og som tager stilling til mange forskellige emner.

Da jeg ikke aner hvordan man udarbejder sådanne aftaler, fik jeg den ide, at jeg hentede aftalen frem og kopierede al teksten over i et Word dokument. Derefter fandt vi sammen med håndværkerne ud af, i hvilke afsnit vi ønskede at ændre i forhold til den originale aftale. Efter den originale tekst, indsatte jeg nogle tekstfelter med vores ændring, præcisering eller oplysninger i. Da alle de tekstbokse var udfyldt, skrev vi den ud. Vi underskrev allesammen aftalen og vedlagde en anden standardaftale sammen med, som fortalte at vi som udgangspunkt anvender AB Forbruger og skrev at de bokse der var indsat i teksten med aftalen, var oplysninger hvor vi på én eller anden måde fraveg fra AB forbruger. Enten ved at præcisere eller ved at oplyse om de aftaler vi sammen med håndværkerne har indgået.

9. november 2014

Godkendelse af overslag og accept til videre samarbejde

Efter at have ”gransket” overslaget og talt om, hvorvidt vi ønskede et tilbud fra et andet firma, valgte vi at vi ikke ville tage kontakt til andre håndværkere.

Det konstruktions- og tømrerfirma vi vælger at samarbejde med hedder Runøe og Teil. Dem kender vi i forvejen som nogle utrolig dygtige og målrettede unge mennesker. Da de samarbejder med nogle udvalgte firmaer indenfor kloak/murer og VVS, og vi kender Runøe og Teils høje kvalitetskrav både til dem og deres samarbejdspartnere. Alene af den grund fravalgte vi at kontakte andre.

Det giver os også tryghed at vi ved, at de er vant til at samarbejde og kender til hinanden. Både fagligt, men også deres personlige indstilling til den kvalitet de har i arbejdet.

Så vi skrev til Runøe og Teil, at ”hvis de var friske, var vi også”. Vi fik tilbagemeldingen om, at det var de.

7. november 2014

Finansiering.

Nu kom dagen, hvor jeg skulle have et møde med Danske Bank. Alle vores drømme skal jo betales. Jeg havde forskellige tanker om, hvem der kunne hjælpe os med det. Men vi tænkte at den bankrådgiver vi har haft siden vi flyttede til Odense for 26 år siden, og som kender os og netop vores behov og tanker, måtte  være den rigtige.

Det har igennem alle de år, været rart at have en bankrådgiver som kender hele familien og som kender vores vaner og tanker omkring risikovillighed (og mangel på samme) 😉

Til mødet sad en medarbejder der har godt styr på realkreditterne, samt vores bankrådgiver. Det var derfor en god kombination i forhold til at få kigget på vores projekt og få det til en senere godkendelse.

Jeg gik derfra, med et ”ja” til at hjælpe os med finansieringen. Indtil vi får solgt vores ”gamle” hus, er vi nødt til at få hjælp af dem til vores byggeomkostninger.

Da vi ikke er helt unge mere 😉 ønsker vi et lån på max. 15 år. Vi kender ikke fremtiden og ønsker ikke at vi skal bruge vores folkepension på at betale husleje.

6. november 2014

El-plan.

I dag, startede John med at udarbejde en el-plan for vores byggeri. Vi var enige om at få installeret IHC. Når man installerer et IHC anlæg, betyder det at man kan styre strømmen via smartphone og tablets.

John og jeg udarbejdede en plan over hvor der skulle være stikkontakter og hvilke der skulle kunne dæmpes, samt hvilke lamper der skulle tændes samtidigt og hvilke der skulle være bevægelsesfølere på. Vi fik også indtegnet elsymboler på vores loft, så vi kan have lys på loftet.

John har planer om, også at vores ventilation skal køres over IHC. Han vil dimensionere og opbygge vores ventilation så vi via vores mobiltelefon, kan nedsætte ventilationen hvis vi er på ferie. Når vi så tager afsted fra ferien, kan man sætte ventilationen til at køre på fuld kraft, så der er velventileret når man kommer hjem.

6. november 2014

Fjernvarmebeholder

Vi kigger overslaget igennem. Vi finder den varmtvandsbeholder vi ønsker at få installeret i huset. Det er en Metro 100 liter Plus fjernvarmebeholder. Den giver lynhurtigt varmt vand og er super energieffektivt.

Beholderen har en 1,7 gange længere fjernvarmespiral end en almindelig beholder. Det medfører også at man får en langt bedre afkøling af returvandet til fjernvarmeværket. Den er isoleret dobbelt så godt som almindelige beholdere så den har op imod 25% mindre varmetab.

Vi tænker, at merudgiften på sigt, tjener sig ind.

5. november 2014

I dag modtog vi et overslag over, hvad huset vil koste. Overslaget var fra hhv. kloak/murer, tømrer og VVS.

Vi ved ikke om det kunne bygges billigere et andet sted, men vi ønskede ikke at undersøge det. Det har stor betydning for os, at vi taler godt med de håndværkere der skal bygge huset, og at vi ved at de gør et godt stykke arbejde. Det er vi ikke i tvivl om at de gør.

4. november 2014

Døre og vinduer

Vi havde i efterårsferien været på besøg hos Svendborg Vinduer Aps. I dag modtog vi så tilbudet fra dem. Det var faktisk ikke så dyrt som vi havde forventet. Alle døre og vinduer til huset (når vi ser bort fra alle vores velux vinduer som er rimelig dyre) koster ca. 95.000 kroner. Det synes vi ikke er galt. Ligesom vi beklæder vores nye hus med materialer som er vedligeholdelsesfri, vælger vi også vedligeholdelsesfrie døre og vinduer. Materialet på vores nye døre og vinduer bliver fremstillet af komposit og bliver afsendt direkte fra fabrikken i Svendborg.

30. oktober 2014

Entrepriseforsikring

At være egen rådgiver, kræver at man sætter sig ind i en hel del. Et eksempel er forsikringsspørgsmålet. Vi er lige blevet bekendt med, at når man bygger et nyt hus, skal der tegnes en entrepriseforsikring.

Jeg talte med en rigtig sød medarbejder i vores forsikringsfirma (Nem forsikring). Hun fortalte mig om at vi skal have en entrepriseforsikring samt en brandforsikring. De to forsikringer koster ca. 11000 kroner for en periode på knap et år. Når byggeriet er færdigmeldt, vil forsikringen overgå til en almindelig villaforsikring.

Hun fortalte mig at det er MEGET VIGTIGT, at vi får oprettet forsikringerne FØR vi tager det første spadestik. Ellers vil vi få afvist tilbudet om en entrepriseforsikring. Jeg lovede hende, at jeg ville sende myndighedssættet til hende så snart John var færdig med det. Det skyldes, at hun så kan få hendes byggesagkyndige til at kigge sagen igennem og gøre det indledende arbejde med at klargøre forsikringerne så de lige er klar til at underskrive, når vi får vores bygningstilladelse og lige før vi starter byggeriet.

28. oktober 2014

Vi skal tale med 2 forskellige elektrikerfirmaer vedr. solceller og smart belysning.

Vi har også valgt at kontakte 2 elektrikerfirmaer som vi ønsker skal give tilbud på hhv. almindelig belysning, IHC systemer samt solceller. Vi har valgt 2 firmaer som ligger udenfor Odense og som begge beskæftiger en del lærlinge.

Ligeledes skal vi have flere detaljer på plads indretningsmæssigt, men oså uden for. John er ved at tegne en terrasse. Det skal være en såkaldt ”Amerikansk terrasse”, som omkranser meget af huset. Vi får ca. 100 m2, som skal beklædes med komposit terrassebrædder.

Vi skal også finde ud af hvilke skillevægge der skal indeholde små rum med lys i til de ting der betyder meget for os. Vi skal også gøre klar til at begynde at have byggemøder.

28. oktober 2014 – Lige før midnat

Myndighedssættet bliver afsendt.

Nå, nu kommer dagen, hvor ”maven slår lidt knuder”. I dag bliver myndighedssættet sendt til Kommunen. Vi kan nu bruge den tid vi venter på at få en byggetilladelse, på at komme nogle skridt videre: Financieringen skal på plads, der skal fremfindes en masse dokumenter. John skal i gang med de mange detail tegninger som skal bruges til huset. Det er nødvendigt af hensyn til flere ting: Håndværkerne er nødt til at kende disse tegninger for at kunne give et endeligt tilbud. De skal også bruges for at vi sammen med håndværkerne er enige om hvordan konstruktionen skal se ud. Hvis de så har andre forslag, lytter vi meget gerne. Det kan være at de med deres erfaring, kan foreslå noget som er bedre.

27. oktober 2014

Byggeskadeforsikring

Jeg har i de sidste flere dage, læst meget om en byggeskadesforsikring. Jeg har i dag d. 27. oktober, haft kontakt med et forsikringsfirma som hedder Frida. Jeg talte med en medarbejder som virkede utrolig dygtig og var god til at forklare. Vi talte om vores situation. Han mente, at vi skulle søge om at blive fritaget for forsikringen, da der er så meget selvbygger. Både i projekteringsfasen og i Apteringen. Selvom vi har fagfolk på, er vi alligevel dækket da de er medlem af BygGaranti ordningen. Så John og jeg skal lige have en snak om det, inden han sender myndighedssættet af sted til kommunen i aften.

John og jeg fik senere talt om, hvorvidt han skulle ansøge om at vi bliver fritaget for en byggeskadesforsikring. Det blev vi enige om at han ville gøre. For uanset, hvis der sker noget med boligen og håndværkerne har udført arbejdet efter Johns tegninger, er det alene Johns ansvar.

25. oktober 2014

Bestilte toilet hos Geberit i Vejle

Den 25. oktober, var vi på messe i Odense Kongress Center på Ørbækvej. Der var en stand fra Geberit i Vejle, hvor de sælger toiletter til velfærdsteknologi.

Vi fortalte ham, at vi var på udkig efter et vaske /tørre toilet. Han gav os et godt tilbud på et sådan sæt med toilet, cisterne samt en smart trykknap dims til væggen.

Det toilet vi har bestilt, er et Geberit Aqua Clean 8000 plus. Det er et vaske/tørretoilet der indeholder mange funktioner. Vi har bestilt dem til at levere det engang i februar.

17. oktober 2014

Den dag følte vi begge at det nybyggede hus som vi ønskede os, lige pludselig kom meget tæt på. Der holdt vi det første byggemøde møde med Runøe og Teil, hvor vi fortalte dem om vores planer med byggeriet. Vi gik sammen med dem over og så den grund som vi har købt, hvor der skulle bygges et nyt hus på. Det var et rigtig godt møde. De spurgte om flere ting som vi end ikke havde overvejet, de var meget lyttende i forhold til hvad der var vores behov. De kom med råd og vejledning og med de erfaringer som de har gjort sig indtil nu. Vi fortalte dem, at vi ønskede at få opført et træhus samt hvilke andre ønsker vi har for huset.

Vi fortalte dem, at vi ønskede, at såfremt det var dem som fik opgaven, ønskede vi at de sørgede for et samarbejde med den kloakmester som de samarbejder med og som er meget dygtig. Han skal sørge for at lægge kloakrør, lave omfangsdræn og lave murerarbejdet ved fundamentet.

De var fortsat friske på opgaven da vi skiltes efter mødet. Vi aftalte, at de skulle udarbejde et tilbud på, hvad det vil koste at få den opgave udført.

16. oktober 2014

På besøg på Svendborg vinduesfabrik.

I dag tog vi på besøg på Svendborg Vinduesfabrik. Vi ville undersøge markedet for vinduer og døre til vores nye hus. Vi kørte til Svendborg, hvor de selv laver dørene og vinduerne.

Medarbejderen fortalte at deres døre og vinduer bliver fremstillet af komposit og de bliver fremstillet direkte på fabrikken. Vi fik en rundvisning på fabrikken og en supergod behandling. Ham der præsenterede os for hvilke løsninger de har, var utrolig kompetent i forhold til sin viden indenfor døre og vinduer.

15. oktober 2014

Nu har vi begge efterårsferie. Den bruges dels på at sætte vores “gamle” hus i stand, så det bliver klargjort til salg. Men samtidig er vi i en fase, hvor vi også skal skue fremad. Vi kørte derfor en tur til Vejle for at kigge på smarte møbler som kan kombineres. Firmaet smartbed på adressen www.smartbed.dk, importerer møbler som kan kombineres på en masse måder. Det var lækre ting de havde, men også dyre. Men John kunne jo også få nogle ideer. Firmaet har også youtube filer, som præsenterer deres varer på en fin måde.

Da vi er på vej hen til bilen, får vi øje på 2 store køkkenfirmaer. Det er Vordingborgkøkkenet og Svanekøkkenet. Selvom vi ikke forventede at skulle beslutte køkken, kiggede vi alligevel ind. Vi valgte at kigge ind til Vordingborgkøkkenet. Vi blev modtaget af en meget behagelig sælger Brian Damgård, som lyttede til de behov vi havde i forhold til køkken.  Vi fortalte at vi i vores gamle hus har et Ikea køkken, som vi er meget tilfredse med, da det er et godt køkken. Han fortalte at deres basic serie svarer overens med Ikeas. Men han rådede os til at kigge på deres luksuskøkkener, da de er bedre end deres basic serie. Og så er de sat ned med 50% hvis vi vil købe inden d. 1. november. Vi kiggede rundt og Brian viste os alt hvad vi havde brug for.

VUPTI – så var vi solgt. Vi blev enige om, at vi hver især ville gå igang med at udarbejde nogle ideer til indretning af køkken, bryggers og bruser. Efter 4-5 timer (heldigvis med tilbud om god drikkelse igennem opgaven), var vi så færdige at vi hver især ville gå tilbage og tegne nye  tegninger. Så vi tog glade hjem og var blevet en oplevelse meget rigere. Vi kunne i princippet godt have købt køkken i Odense, men vi synes at vi var blevet så godt modtaget i Vejle, at vi gerne kører turen igen.

Vi fik bestilt alle vores køkkenskabe til køkkenet, bryggerset og vores badeværelse.

11. oktober 2014

Vi slog en annonce op på Facebook, om hvem der kunne anbefales til at hjælpe os med at bygge vores nye hus. Vi overvejede i mellemtiden, hvad der var vigtigt for os, når vi skulle vælge mellem kommende entreprenører. Vi tænker, at når vi skal have bygget et helt nyt hus, ville det være vigtigt for os, at vi har gennemtænkt hvilke etiske retningslinjer vi sætter op.

Vi havde 3 ufravigelig krav som skulle opfyldes, i forhold til hvilke håndværkere vi ville samarbejde med:

*   Alle firmaer som skal hjælpe os med byggeriet skal beskæftige lærlinge

*   Ingen underbetalte østeuropæisk arbejdskraft

*   Alle skal have en garantiordning i forhold til de opgaver de udfører og det ansvar de har.

Her var et firma som kunne opfylde alle 3 ønsker og hvor de samarbejdspartnere de bruger også kan opfylde dem.

Vi fik anbefalet Runøe og Teil. 2 unge fyre som begge er uddannede tømrere. Derefter gennemførte de en uddannelse som byggekonstruktører på Erhvervsakademiet i Odense. For i øvrigt 2 fyre som John har haft og kender som meget dygtige og ambitiøse studerende. De meldte tilbage at de var friske på opgaven.

Det er et firma som startede i 2010. De har efterhånden stille og roligt udvidet firmaet og beskæftiger også lærlinge. Derfor har de vist at de også kan overleve selv i krise. Det kræver meget af et firma at de kan udvide under en krise.

Opslag på Facebook

14. april 2013

Vi underskrev købsaftalen på grunden. Nu var vi lykkelige indehavere af en lille byggegrund. Hvordan vi vil gribe hele sagen an, er vi ikke helt klar over endnu. Men det kommer nok 😉

Baggrund og ideen

En dag i marts 2013 opdagede vi at der var en lille ubebygget grund til salg på Lundsgårdsvej 2 i Odense. En smuk tidlig forårsdag d. 14. april 2013 (2 dage før vores sølvbryllup), skrev vi under på skødet til Lundsgårdsvej 2 i Odense.

Vi havde nogle ting der skulle gennemføres så godt som muligt, inden vi begyndte at overveje hvad vi kunne tænke os at bygge. Vi skulle holde Sølvbryllup, Renovere vores lille fritidshus i Assens, og John skulle have sin Master inden for læringsprocesser overstået (pyha det sidstnævnte var en hård opgave). Da det hele var vel gennemført, gik vi i gang med at tænke nogle tanker om, hvilket form for hus vi kunne tænke os at få bygget.

Vores krav var, at det skulle være et ”egoisthus”. Det betyder at det skulle bygges med lige præcis de muligheder som vi ønskede at få. Det var bl.a. Galleri, spisestue og køkken ud i ét, biograf i stedet for fjernsynsstue og et dejlig stort værksted, som vi kan arbejde i, når vi får lyst.

Der skal også være relativt højt til loftet, tagvinduer, intelligent belysning (noget i huset skal være intelligent) 😉 samt forskellige former for velfærdsteknologier.

Vores krav til huset var også, at det skulle være handicapvenligt og bygges med niveaufri adgang. Det betød, at John skulle indtænke bredere døre, plads i køkken og bad til at en elkørestol kan vende rundt, at husets materialer skulle være meget rengøringsvenlige og at vi ønskede at få indrettet huset, så det gav bedst mening. Vores tanke var, at det er vigtigt at vi (måske) kan undgå at komme på plejehjem, men i stedet for, bygge huset så det også kan blive en arbejdsplads for dem der kommer og skal pleje os lidt engang imellem, når vi bliver gamle og (måske) får behov for lidt hjælp.

Vi kontaktede Huskompagniet. Men det faldt hurtigt til jorden. De var søde og rare at tale med, men det gik hurtigt op for os, at det var kun var meget få af vores ønsker de kunne imødekomme. De havde deres egne huse, hvor deres mulighed for at opfylde vores behov, stort set var, at de kunne flytte skillevæggene lidt  Men det var slet ikke nok for os. Da vi fortalte at vi blot havde behov for at der var nogle der byggede klimaskærmen og John derefter selv tog over med alt det indvendige, var deres tilbud, at deres pris blot ville blive fratrukket med ca. 100.000 kroner. (Hmmm… alene materialerne til køkken og bad, overstiger 100.000 kroner, så vi tolkede deres tilbud som om, at dét var de bestemt ikke indforstået med).

Ingen typehus for os, tak – John begyndte derefter at tegne vores hus færdigt. Alt imens havde vi vores egen villa (kun ca. 2-300 meter fra vores nye byggegrund), som vi havde behov for at få givet det der mangler. Der var mange ting vi ville have ordnet, så det kunne blive et godt hjemsted for de kommende købere. Vi kan godt tænke os, at de bliver ligeså glade for huset som vi har været.

John begyndte at tegne og beregne. Han brugte Revit, således vi til sidst kunne opnå en samlet oversigt over bl.a. byggemateriale, pris, hvilke byggematerialer der skal bestilles samt hvor meget. De oversigter John kan trække ud fra Revit, kaldes også BIM projektering. (Building information modelling) Vi flyttede vægge, vi gjorde rummene større og mindre. Vi talte om energikilder, gulvmateriale mm.