15. januar 2015

Torsdag var det regnvejr som sædvanlig. Men der blev alligevel arbejdet godt igennem på grunden.

Der blev lagt fundablokke oven på betonen. Der er lagt godt med armeringsstænger i fundamentet. Der ligger 2 i bunden og 2 stk. i toppen. Så det skal nok holde.

DSCN2245 DSCN2249

John fik hentet antennekablerne. Hele vejen fra Risingområdet og til Bolbro, gik John med 90 meters tykt antennekabel og en cykel, i silende regnvejr. Det blev til nogle kilometer og et efterfølgende varmt bad.

I dag var det også den dag, hvor vi modtog den reviderede tidsplan fra Runøe og Teil. Dét var godt nok en overraskelse. Vi havde fortalt at det er meget nødvendigt at John har mulighed for at bygge indendørs fra 1. april, for at kunne udnytte sin påskeferie i huset. Det ville de arbejde hen på, kunne lade sig gøre. Derfor stod der indføjet i vores aftalegrundlag, at de var færdige med det hele i starten af juni, da de godt kan arbejde med beklædninger mm. selvom John arbejder inde i huset.

Den store overraskelse bestod i, at de havde sat så mange medarbejdere på sagen, at de nu havde til hensigt at være færdige allerede d. 16. april (for i øvrigt på vores 28 års bryllupsdag). Det var helt fantastisk. Det havde ikke været nødvendigt at fremrykke afleveringstidspunktet, da vi havde aftalt at overdragelsen skulle finde sted i starten af juni. Så det var flot.