Jeg er gået i gang med at brainstorme til et aftalegrundlag som skal danne basis for det samarbejde vi skal have med vores håndværkere. Jeg tænker at jeg når at blive færdig med oplægget i dag inden jeg skal på arbejde. Det er et arbejde som vil foregå indtil vi holder vores byggemøde, hvor vi netop får sådanne ting på plads.
Det næste var, at vi ikke har prøvet at bygge hus før. Vi kender derfor ikke til noget omkring aftalegrundlag, andet end det er noget som er vigtigt. Da vi har valgt at være vores egne rådgivere, er det jo netop sådanne ting som aftaler, at vi skal være meget skarpe på.
Det skyldes også, at jo bedre at vi sammen med håndværkerne, definerer byggeriets ansvarsområder og opgavedelinger samt betaling, des bedre står begge parter i forhold til hvis der er tvivlsspørgsmål.
Jeg er godt nok uddannet som Teknisk Designer indenfor byggeri. Men det omhandler ikke aftalegrundlag. Jeg fandt artikler om aftalegrundlaget AB Forbruger. Det tænkte jeg, dækkede helt godt over de forskellige ting i byggeriet. Vi spurgte Runøe og Teil, og de fortalte at det ofte var AB Forbruger der blev anvendt, fordi den er så konkret og håndgribelig.
Jeg læste den igennem mange gange. Det var vigtigt at jeg satte mig godt ind i det. John sad primært og tegnede hele tiden, da han havde rigtig mange detailtegninger der skulle være færdige. Det var derfor mig som primært satte mig grundigt ind i AB Forbruger, og han fulgte derfor kun med på sidelinjen.
Jeg synes at AB Forbruger, er en supergod måde at udarbejdet et aftalegrundlag på. Det skyldes at jeg ikke ser aftalen som ensidig god enten for bygherren eller håndværkeren. Jeg ser aftalen som en god aftale som tilgodeser begge parter og som tager stilling til mange forskellige emner.
Da jeg ikke aner hvordan man udarbejder sådanne aftaler, fik jeg den ide, at jeg hentede aftalen frem og kopierede al teksten over i et Word dokument. Derefter fandt vi sammen med håndværkerne ud af, i hvilke afsnit vi ønskede at ændre i forhold til den originale aftale. Efter den originale tekst, indsatte jeg nogle tekstfelter med vores ændring, præcisering eller oplysninger i. Da alle de tekstbokse var udfyldt, skrev vi den ud. Vi underskrev allesammen aftalen og vedlagde en anden standardaftale sammen med, som fortalte at vi som udgangspunkt anvender AB Forbruger og skrev at de bokse der var indsat i teksten med aftalen, var oplysninger hvor vi på én eller anden måde fraveg fra AB forbruger. Enten ved at præcisere eller ved at oplyse om de aftaler vi sammen med håndværkerne har indgået.