Vi kom på pladsen da kl. var ca. 9:30. – Hold da op, hvor der var gang i arbejdet. De sidste finjusteringer af tegningerne til kloak/fundament blev foretaget. Det var f.eks. præcisering af at vores omfangsdræn bliver droppet, da vi efter afrømningen kunne se, at grunden er veldrænet. Der ligger ikke nogle pytter på grunden, selvom det har regnet utroligt meget i de seneste uger.
Der var forskellige justeringer af ændringer af placering af målere.
En medarbejder havde siden kl. 4:30 til morges været i gang med at grave render til fundamenter. Det skyldes at det eneste tidspunkt de kunne få leveret beton til, var kl. 11, så de skulle i gang meget tidligt for at kunne nå det.
10:45 kom betonblanderen. Det var en ordentlig ”moppedreng” der skulle ind af den meget smalle indkørsel vi har til grunden. Men det gik lige. Til gengæld blev der på pladsen travlhed med at køre ud med beton fra betonblanderen. Det skyldes at vores grund er så lille, at den ikke kan vende på grunden.
Der blev i dag aftalt at der bliver anlagt en separat spuleføring fra samlebrønden til køkkenvasken.
Elektrikeren kom på pladsen. Vi talte med ham om, hvor indføringen af strøm skulle placeres i fundamentet. Vi blev også spurgt om vi ønsker en hvid eller lysegråt elskab. Så der er mange ting vi skal tage stilling til. Derfor er vi superglade for at det alle sammen er så entusiastiske og faglig dygtige.
Tirsdag var dog også den dag, hvor vi glade og fro, sendte en mail ud, hvor vi fortalte at vi ville hente antennekabel. Vi havde regnet lidt ekstra (troede vi) og aftalte med Glentevejen, at vi ville hente 75 meter antennekabel. Da vi glade tog fra antennefirmaet, ringede elektrikeren og spurgte om ”vi havde hentet kablet”. Dér anede vi uråd. Og med god grund…. Han havde lige været på grunden, og fortalte os, at de skulle bruge 85 meter. Øv – heldigvis var det vores egen skyld.
Da vi talte med Dennis som har kloakfirmaet, fortalte han at en af medarbejderne var på vej ud at hente nogle fundablokke i deres egen bil, da de er blevet så meget foran, at de står og mangler materiale. De får nemlig først de andre fundablokke i morgen.
Ved 16:30 tiden skulle vores søn Valdemar og vi over på grunden og fotografere. Vi blev meget overraskede over, at der var så mange folk på byggepladsen. Der blev godt nok arbejdet godt igennem 😉
Der var kommet beton til alle rand- og stribefundamenterne. Det betød at der skulle arbejdes igennem, da alle de galvaniserede gevindstænker der skal forankre huset til fundamenterne, skal anbringes før betonen størkner og hærder.